Invitation til Lagkagefest 2020
Kære spejdere og forældre
Der står stadig sommerferie i kalenderen, men vi er så småt ved at skulle tænke på, at ferien snart er slut. Skolerne skal i gang igen, og dermed også de ugentlige spejdermøder.
Som altid starter vi et nyt spejderår med vores Lagkagefest, så derfor er her invitationen til:
SPEJDERNES LAGKAGEFEST 2020
ONSDAG D. 12. AUGUST KL. 18 – 20
TEMA: SLIK …
Vi vil fejre gruppens 102 års fødselsdag. Og invitation gælder til alle spejdere, forældre og søskende.
Og dog er dette med visse forbehold. For det kommer jo kun til at gælde, hvis der bliver åbent op for den ny fase i denne corona-tid.
Men vi håber det kommer til at ske d. 8. august og ellers må vi tage den derfra. Hele arrangementet vil blive afholdt med de retningslinjer der nu er.
Vi skal jo stadig holde afstand, ingen håndtryk og kram, god håndhygiejne, håndsprit m.m.
Ingen Lagkagefest uden lagkager. Der er dyst om den mest kreative og pænest dekorerede lagkage i år ud fra temaet: SLIK
Vi håber der er mange der har lyst til at deltage i konkurrencen og derfor medbringer en lagkage. Sæt meget gerne navn og spejdergren på undersiden af fadet.
Vi starter med parade ved flagstangen kl. 18.00 og vi starter præcist. Vi afholder også oprykning. Derefter er der løb – vi skal dyste i flere sjove færdigheder.
Efter endt løb på Strandengen, samles vi atter ved flagstangen, hvor vi slutter den officielle del af aftenens program.
Men inden vi går til lagkagerne, saftevand, kaffe og hyggen, så skal vi have kåret årets vinder af Lagkagekonkurrencen – og der er selvfølgelig en præmie til vinderen.
Ved uddelingen af lagkage m.v. skal vi alle huske at udvise hensyn ift. restriktionerne om corona.
Det plejer at være omkring kl. 19.30, at vi når til Lagkagerne. Man bestemmer selv, hvor længe man vil blive og hygge. Vi ved det er sent for de yngste spejdere og mindre søskende, men vi håber at alle vil deltage i arrangementet.
Det eneste man skal huske når man går er, at sige farvel til sin leder. For dem der er rykket op, så gerne både til den tidligere leder + den nye leder.
Som altid når vi er mange samlet i Skjoldborgen, så er der lidt kaos på Strandmøllevej mht. biler og parkering. Benyt meget gerne grus-parkeringen ud for Bakkekammen eller Isefjordsvej på Strandengen.
Det er en god måde at vise hensyn til andre bilister. Vær OBS på de forholdsvise nye parkeringsskilte på Strandmøllevej ift. ingen parkering i vejsiden – nogen steder er der kun parkering ud mod vandet.
Vi håber på et stort fremmøde og dermed vil I være med til at skabe endnu en hyggelig aften.
Benyt det elektroniske svar: TILMELDING og I vil få mulighed for at svare. Ved spejdergren skal I skrive den gren I er i INDEN Lagkagefesten.
Dette skal ske senest lørdag d. 8. august – men svar gerne med det samme, så har I husket det. HUSK at svare uanset om I deltager eller ej.
Hvis du er blevet i tvivl om du har svaret så kan du klikke på: SE SVAR – der vil alle dem der har svaret fremgå.
Hvis der er søskende der er spejdere, så svar for hver spejder, - MEN tilmeld kun forældrene og evt. andre søskende ved en spejder og kun det antal lagkager I medbringer. Dvs. hvis I skriver lagkage ud for hver spejder,
ja så forventer vi en lagkage pr. spejder.
Med spejderhilsen Lederteamet
Denne mail er sendt til alle medlemmer af Kong Skjold Gruppe