Forældrehjælpere og andre forældre til møderne
Herunder kan du læse lidt om de ting vi laver til spejder. Hvordan du bedst kan hjælpe spejderlederne undervejs. Og eksempler på hvad du kan sige til spejderne.
Der kan være mange grunde til at du, som forælder eller bedste-forælder, er med til spejdermøderne. Det kan være, at din spejder har brug for lidt ekstra støtte, som spejderlederne har svært ved, at finde tid til. Eller du gerne lige vil se spejderleder-gerningen an. Eller - det mest sandsynlige - at spejderlederne har bedt om din hjælp til, at holde styr på flokken.
Men uanset hvorfor du er der, så skal du huske på de her vigtige ting:
- Spejder-livet handler om at blive modig. Lad altid først spejderne prøve selv.
- Du er der ikke for at hygge om din spejder. Du er der primært for at hjælpe spejderlederne.
At prøve selv og fejle - og blive modigere deraf
Spejderne skal udfordres. De skal prøve nye ting. Undervejs skal de fejle, og så skal vi være klar til at hjælpe dem op - så de kan løbe videre.
Ved at få erfaringer skal vi skabe modige spejdere. Spejdere som er klar til at tage udfordringer op.
Derfor skal vi altid lade dem prøve selv først: "Ja, jeg vil gerne hjælpe dig - når du lige har prøvet selv først."
Fokus på flokken i stedet for din egen spejder
Når du er med til møderne, så undgå at hygge om din egen spejder. Selvfølgelig skal du være klar til at hjælpe, hvis din spejder bliver utryg. Men forsøg så vidt muligt, at holde dig i baggrunden.
Hjælp den samlede flok i stedet for: "Nej, vi er ikke afsted sammen. Du er afsted sammen med dine spejdervenner. Og jeg er der tilfældigvis samtidig for at hjælpe."
Spejderlederne er altid glade for din hjælp
Spejderlederne har tit brug for hjælp fra forældre. Og heldigvis hjælper i dem tit.
Ofte har spejderlederne travlt under møderne. Og får desværre ikke altid sagt tak for jeres hjælp.
Og de er altid taknemlige for hjælpen! Det er nok det vigtigste at fortælle her. TAK!